Recovery
Samtidig med at vi tager udgangspunkt i at være anerkendende, arbejder vi også ud fra Recovery-tanken.
Recovery betyder med et andet ord ”At komme sig”. Det er meget individuelt fra beboer til beboer, hvad det vil sige ”at komme sig”, men en overordnet definition på det at komme sig, kan være at beboerne lærer at forholde sig til hverdagens udfordringer, overvinde psykosociale handicap og leve et uafhængigt og tilfredsstillende liv på egne præmisser i et gensidigt socialt samspil.
Recovery er ikke en kur eller en helbredelse, men snarere et spørgsmål om at komme videre og leve et tilfredsstillende liv.
Der er lavet mange undersøgelser om hvilke kriterier, der skal opfyldes for at have større mulighed for at komme sig. Her kommer dem, som vi finder væsentlige i forhold til vores målgruppe og som vi arbejder med i vores pædagogiske arbejde:
Netværk
Det er en væsentlig erkendelse, at ingen beboere kommer sig alene. De har brug for et netværk og gensidige relationer med familie, pårørende, venner og professionelle. En styrkelse af det sociale netværk kan være forebyggende og behandlende og mindske behovet for medicin.
I Boskov gør vi meget ud af, at beboerne har en god kontakt til deres familie. Vi støtter dem i at invitere familien til fødselsdage og andre mærkedage og ser familie og pårørende som samarbejdspartnere, hvor vi i fællesskab skal skabe gode forudsætninger for den enkelte beboers proces med at komme sig. Beboeren har også mulighed for at invitere den nærmeste familie til at deltage i det årlige møde om udviklingsplanen.
Desuden har vi et tæt samarbejde med beboernes netværk i form af arbejdspladser, uddannelsessteder, væresteder, samt psykiatere, sygeplejersker og andre professionelle fagfolk.
Interaktion i hverdagen
Det har betydning, at beboerne har noget meningsfyldt at beskæftige sig med i hverdagen. En tilknytning til arbejdsmarkedet eller anden form for beskæftigelse er en central faktor i Recovery-øjemed, da det giver mening, selvtillid og selvværd.
For at blive beboer i Boskov er det derfor en forventning, at man har eller får en dagbeskæftigelse i form af uddannelse, et beskyttet værksted, et værested, et skånejob eller fleksjob alt efter beboerens behov og ressourcer. Dette gør, at beboerne oplever at være betydningsfulde og samtidig betyder det socialt samvær og mulighed for at danne relationer og skabe et netværk.
Accept og tillid
Det er af stor vigtighed, at beboerne har tillid til de mennesker, som hjælper dem – heriblandt de professionelle. At man som personale er tilgængelig og klar til at stille op, når der er behov for det, gør at beboeren føler sig accepteret og at nogen syntes om en, selvom selvværdet måske er i bund. Det opfattes som respekt og accept af beboeren og modvirker negative faktorer som ensomhed og isolation.
I Boskov er der mulighed for at tage kontakt til personale på alle tider af døgnet og vi prioriterer beboernes ønsker højt, hvis de har brug for støtte eller hjælp.
Personlig medicin
Personlig medicin er et recovery-begreb som er blevet introduceret af den amerikanske psykolog Patricia Deegan. Personlig medicin handler om den enkelte psykisk sårbares strategier til at takle symptomer. Det handler om at finde noget, der virker beroligende, afstressende og glædesgivende på den, man er som person. Det er meget individuelt, hvad der virker for den enkelte. Det kan være alle former for motion, gåture i naturen, meditation, musik eller noget helt andet. Det handler om at fokusere på, hvad der er meningsgivende i livet for den enkelte og understøtte vedkommende i dette.
Vi skal gøre beboerne opmærksomme på at de selv har et ansvar for at gøre noget for at få det bedre. Hvis det lykkes, vil beboerne opleve den sejr, det er at se det virker, hvilket hjælper til at genopbygge eller styrke deres selvværd.
Andet
Herudover er der i Recovery-processen andre vigtige faktorer som spiller ind og som vi efterlever.
Eksempler herpå er:
- At møde beboeren med den klare forventning at han/hun vil komme sig
- At være anerkendende og udvikle nære relationer med brugeren
- At inddrage beboernes egne erfaringer og præferencer
- At gøre ting sammen med brugeren og ikke for brugeren
- At være fleksibel i forhold til metode, da alle brugere er forskellige
- At erkende, at det kræver handling fra brugeren selv