Den Narrative metode
Narrativ dokumentation er en metode til udvikling af vores pædagogiske arbejde.
Vi benytter os af praksis-fortællinger, som er fortællinger om centrale og udvalgte episoder i vores pædagogiske praksis. Dette gøres med henblik på at blive klogere på praksis, samt at undersøge og udvikle den. Det er i refleksionen over praksisfortællinger, at kollegernes uddybende spørgsmål kan bidrage til at afdække vores professionelle faglige selvforståelse.
Når der spørges ind til situationer, ligger udfordringen i at se bort fra sin egen forforståelse og spørge ind til fortællingen på et åbent og ukendt grundlag, samt at være undrende og udforskende.
Dette skaber grundlag for faglige diskussioner i personalegruppen og netop fordi praksisfortællinger tager afsæt i helt konkrete hverdagshændelser, giver det en mulighed for at åbne op for en fælles refleksion i personalegruppen.
Fortællingerne kan nuancere drøftelserne i vores professionelle arbejde og give et indblik i, hvordan både beboeren og medarbejderen agerer i forskellige relationer og aktiviteter. Med sådan et indblik kan der skabes udviklende refleksioner og erfaringer, som kan være meget betydningsfulde.
Den narrative metode udvikler og kvalificerer således den professionelle indsats, samtidig med at den styrker kvaliteten af dokumentationsarbejdet.