Anerkendende pædagogik
Boskov er et botilbud, hvor anerkendelse af den enkelte beboer vægtes højt.
Anerkendelse er baseret på ligeværd og betyder blandt andet, at man som pædagog ser beboeren som et individ med egne rettigheder og egen identitet.
Vi arbejder hen imod den anerkendende relation, som vi mener, er et meget vigtigt redskab i vores pædagogiske arbejde.
Den anerkendende relation er vigtig, da det giver beboeren en oplevelse af at blive værdsat for den man er. Og gennem andres værdsættelse af en, styrkes også selvværdet. Relationer, som er præget af anerkendelse, skaber også gode forudsætninger for udvikling både hos beboere og pædagoger.
Eksempler på væremåder, som kan bidrage til en anerkendende atmosfære, kan være:
- At man har en lyttende holdning både verbalt og nonverbalt og en kommentering der viser, at man lytter. Kommentarerne skal signalere, at man følger med i det beboeren, siger og man skal ikke afbryde.
- At man udviser åbenhed og indlevelse og hermed signalerer overfor beboeren, at han/hun har noget vigtigt at sige.
- At man stiller åbne og undrende spørgsmål, som fremmer beboerens lyst til at fortælle og evt. støtter beboeren i at strukturere og binde fortællingen sammen. Dette kræver at man er god til at lytte.
- At fokusere på mulighederne frem for begrænsningerne og kunne vende en negativ påstand til noget positivt.
- At tro på at beboeren kan klare opgaver. Dette vil ofte medføre, at beboeren vil føle sig mere værdsat og være mere motiveret for opgaven.
Beboeren bliver på den måde både set og anerkendt. Det kan være med til, at beboeren føler at han/hun bliver taget alvorligt, at det han/hun fortæller er af værdi og at det har betydning og er interessant for andre. Beboeren vil med sandsynlighed gennem vores anerkendende holdning, selv praktisere anerkendelse overfor andre mennesker.