Målgruppe
Seniorafdelingen er rettet imod aldersgruppen 40 år og opefter med en psykisk diagnose, herunder eksempelvis personer med skizofreni, angst, personlighedsforstyrrelser, ADHD eller lignende.
Vi har også beboere med selvskadene adfærd og spiseforstyrrelser, men dette vil ikke være den primære visitationsårsag, men en yderligere problemstilling hos den enkelte.
Vi modtager ikke misbrugere, dog er vi åbne overfor tidligere misbrugere som ønsker at komme ud af deres misbrug og som har været eller er i behandling.
Som beboer i seniorafdelingen, skal du være indstillet på at ville arbejde med din personlige udvikling, henimod at kunne varetage et mere selvstændigt liv.
Generelt skal man kunne samarbejde omkring nedenstående punkter:
- Man samarbejder med personalet ved hjemmebesøg. Det betyder at man åbner op for personalet og deltager aktivt i de praktiske opgaver der vil være på hjemmebesøget.
- Man indtager sin medicin, hvis dette er ordineret.
- Man indtager ikke euforiserende stoffer og man skal tage antabus, hvis vi vurderer at man drikker for megen alkohol.
- Man har en form for dagbeskæftigelse minimum 2 gange om ugen (Uddannelse, skånejob, Aktivitets og værested eller lignende). Andet kan aftales i særlige tilfælde. (Denne forventning gælder ikke § 108 borgere)
- Man accepterer at få hjælp til økonomien, hvis ikke man selv kan styre det.
Vi har ikke døgnbemanding og du skal derfor kunne klare dig selv i aftentimerne og om natten. I nødstilfælde kan personalet dog kontaktes om aftenen og om natten og være fysisk til stede på kort tid.
Derudover respekterer du personalet og sine medbeboere og deres forskelligheder.
Desuden er det et krav at du ikke ryger imens du har hjemmebesøg i din lejlighed og vi opfordrer til at du lufter ud inden hjemmebesøg.
Når du er beboer i Boskov, er det ikke tilladt at have hund, dog er det tilladt at få en servicehund, hvis denne er bevilget igennem Kommunen og certificeret som færdiguddannet servicehund. Dvs. at servicehunden ikke må anskaffes via private midler og skal være uddannet servicehund, inden den flytter ind i Boskov.
Ydelser
Vores ydelser retter sig først og fremmest mod at opfylde formålet om at have beboere, der har en høj grad af livskvalitet og bliver så selvhjulpne, at de på sigt kan klare sig i egen bolig med mindre eller ingen støtte.
Samarbejdet med dig i Boskov kan b.la. indeholde følgende:
- ADL
- Sociale kompetencer
- Uddannelse og beskæftigelse
- Støttende samtaler
- Ledsagelse
- Færden i det digitale liv
Hvis du vil ovenstående punkter uddybet, kan du klikke her
Boskov klub
I Boskov vægter vi muligheden for at danne sociale relationer og skabet netværk højt.
Dette er der rig mulighed for i Boskovs klubber.
Det er gratis at deltage i alle aktiviteter og på frivillig basis.
Vi har klubtilbud fast to gange om ugen.
Onsdag aften kl. 16.30-21.00 ca. og lørdag formiddag kl. 11-13.
Derudover har vi løbende klubber på andre dage, som er mere sæsonbestemte og som kan ændre sig fra måned til måned.
Onsdag aften deltager beboerne i socialt samvær i vores fælleslokale, hvor der er aftensmad på programmet. Efterfølgende vil der være mulighed for at deltage i aktiviteter som bordtennis, spille brætspil, være kreativ osv.
Mindst 1 gang om måneden vil der være en tur ud af huset i forbindelse med klubaften, hvor vi eksempelvis tager i biografen, kører Gokart, tager på restaurants besøg osv.
Der er beboermøde 1 gang om måneden hvor menu og aktiviteter bliver aftalt til den følgende måned.
Lørdagsklubben byder på frokost og mulighed for socialt samvær.
1 gang om måneden foregår lørdagsklubben ude af huset, eksempelvis på museum, i Tivoli, til fodboldkamp eller lignende.
Traditioner
Vi har i Boskov flere traditioner, som vi gentager år efter år.
Dette mener vi er vigtigt, da det har en stor betydning for beboerne, som sætter pris på dem og bakker op om dem.
Traditionerne er med til at styrke fællesskabet i Boskov og giver også en tryghed og forudsigelighed hos beboerne.
Vi har følgende traditioner i Boskov:
- Krea-Cafe’
- Fastelavns-cafe´
- Gamer-Night 2 gange årligt
- Påskefrokost
- Cirkusrevy
- Sommerferie i sommerhus
- Storbyferie i Europa
- Halloween cafe´
- Julefrokost
- Nytårstaffel
Derudover holder vi fødselsdage for de beboere som ønsker det. Her får du mulighed for at bestemme en aktivitet og en menu til klub.
Vi har desuden faste udflugter en´ gang om måneden til lørdagsklub, samt en´ gang om måneden til torsdagsklub.
Aktivitetsrum
Boskovs aktivitetsrum er lokaliseret på Vadstrupvej 41, og er tilgængeligt hele døgnet for alle beboere.
Aktivitetsrummet byder på mange muligheder såsom styrketræning, boksning, konditionstræning på romaskine/cykel, udover fysiske aktiviteter er det også muligt at spille bordtennis, spille bordfodbold, VR m.m. – Hvis du ønsker at udfolde din kreative side, er der diverse materialer til rådighed.
Fællesskab og netværk
Udover de fællesskaber der skabes i Boskov-regi, hjælper vi med at bygge bro til foreningslivet i lokalsamfundet.
Eksempler herpå kan være:
- Sportsklubber
- Fitnesscenter
- Foreninger
- Kurser/foredrag
- Arbejdspladser
Vi ledsager dig indtil det er trygt at deltage på egen hånd.